Mindeord – Jørgen Friis

Fuglebakken har mistet en af sine markante ledere gennem flere årtier.

Jørgen Friis, der kunnet have fejret sin 86 års fødselsdag 13. marts sov stille ind den 11.marts. Med Jørgens bortgang er en af Idrætsforeningen Hasle-Fuglebakkens mest centrale ledere ikke mere i blandt os og klubben har mistet en del af sit DNA.

Friis-familien er en af mange navnkundige familiedynastier på Fuglebakken og både Jørgen og hans 2 sønner har som spiller repræsenteret Fuglebakken på højeste seniorniveau.

Efter sin aktive spillerkarriere fortsatte Jørgen sit virke som frivillig leder gennem mere end 40 år. Kendetegnende for Jørgen som menneske har været hans store hjælpsomhed og sociale engagement som vi er mange, der har oplevet i dagligdagen i klubben.

Med hans altid positive og anerkendende tilgang til andre mennesker har Jørgen altid haft en stor stjerne hos spillere og ledere og man har følt sig godt tilpas i hans selskab.

Talrige tillidshverv har Jørgen udfyldt gennem årene og har altid stillet op hvis klubben havde brug for hans hjælp, her kan blandt andet nævnes holdleder for klubbens 1. hold gennem flere år, medlem af fodboldbestyrelsen, seniorudvalget og IHFs Hovedbestyrelse, klubhusbestyrer og fast hjælper ved loppemarkeder og indkvarteringschef ved IHF CUP.

Som anerkendelse for Jørgens store indsats er han udnævnt til æresmedlem, der er klubbens højeste anerkendelse til en leder. Mange fra Fuglebakken vil være repræsenteret for at vise Jørgen den sidste ære når han bisættes 24.marts fra Skjoldhøjkirken og ved den efterfølgende mindesammenkomst i klubhuset på Jernaldervej helt i Jørgens ånd.

Fuglebakken har mistet en stor personlighed og jeg har mistet en god ven.

Ære være Jørgen Friis minde.

På vegne af Idrætsforeningen Hasle-Fuglebakken
Lars Gormsen, Hovedformand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *